Passionen for de gode fund

I dag. Lige her til morgen, hvor alt helst skal glide bare en lille smule for Tyren. I dag blev hun låst inde på toilettet. 

Den blide disede morgen, hun ønskede at stå op til, komme i møde, flytte jord i, var ingenlunde. Den dukkede ikke op og kom aldrig til syne. I dens sted voksede blæsevejret og en aggressiv vind hvirvlede i trekronerne uden for vinduet. Med udluftningsklappen stående åben kom lyden af helvede ind gennem husets vægge så let som ingenting. Reaktion. Stirrende blikke. Fire øjne blindedes på den lille luge, der lukkede eder og forbandelser ind med støj og brasen. Sikken en støj at vågne til. Samtidig med Tyrens brugte krop havde ligget op ad væggen hele natten, fordi hendes kæreste var på besøg. På besøg og delte Tyrens enmandsseng. Ikke radbrækket. Hun havde ingen ydre tegn på nattens stilleliggende udfordringer, men bredden af den smalle seng til en mand, havde gjort hende lidt stiv. I betrækket. Men mest i lemmerne. I sengen overfor vågnede Doktoren langsomt til lyden af alarmen. Det var Tyrens påfund med melodien til. Når først den begyndte at lyde om morgenen fik de begge et chok så blodet stod i stride strømme i årerne og pumpede den meget nødvendige energi rundt i kroppen. Eller, Tyren troede at både hun og Doktoren vågnede på denne måde. Set med fluens øjne, var det tydeligt at havde alarmen blot været en smule lavere, ville Doktoren aldrig vågne fra sin 1000-års søvn. Doktoren ville have boblet indtil dagen var gået på hæld. Heldigvis lagde Tyren ikke mærke til sådanne ligegyldigheder. Doktoren priste sig lykkelig for alle de morgener, det at stå op, var gået smertefrit. Eller måske ikke decideret smertefrit, lemmerne værkede efter spor af dagenes, ugernes, måndedernes fysiske arbejde. Men op kom de begge og denne gang med Tyrens kæreste i den ene enmandsseng. Han påstod dog, da Tyren påpegede at hendes søvn ikke havde været på skønhedsniveau, at han var kommet gennem natten uden de mange fysiske men, at han havde sovet udmærket og godt næsten. Tyren strakte sin krop misundeligt efter en hel nat uden at vågne. Hun forventede, den ville være på trapperne kommende nat. Da de alle nu alligevel var oppe og klokken lidt i morgenmad, kunne det ikke betale sig at skumle og gumle på de tanker. Ikke ifølge Tyrens fornuftighed. Hendes gabende mine ville dog alle dage forvanske hendes udsagn en smule. Bedårende. 

Morgenmad, kaffe, kogt vand til termokanden. Tyren havde jo altid forvarmet sine termokander. Spild af vand, men det holdt fantastisk på varmen i vandet. Hun var ikke klar over om det var bevist i brugertests, men det gik hun ud fra. Stille sad de tre til tyggeri og mæthedsfølelse. Talte sagte indimellem og delte viden. Kom i tøjet og rensede ansigt, lagde makeup, sørgede for madpakker. Grinte af overtræthed, som åbenbart sagtens kunne indtræde så tidligt på dagen. De tre musketerer kastede deres ting ind i bagagerummet på deres standhaftige ganger Doblo og satte så småt i gang med dagens forløb. Doblo vrinskede sagte i udstødningen og satte langsomt i gang. Endnu en dag i hænderne på de to eksperter, der ikke havde andet at sige om Doblo end negativiteter. Dog havde Doblo lagt mærke til, at de sørgede eminent godt for at dække dyrets behov. Den manglede aldrig noget. Det var muligvis blot kedsomheden på eksperternes arbejde, der tog kræfter fra Doblo. Dyret havde dog prøvet værre, og havde intet andet at gøre end at være nogenlunde godt tilfreds. Dog, i det fremherskende, ustyrlige vejr var intet helt så godt, som det kunne være. Hverken motivation, temperatur eller arbejdsdagens længde.

Til at begynde med dirigerede Tyren Doblo mod stationen, således kæresten kunne komme tilbage til virkelighedens gang. Mens Doblo hostede i sin tomgang blev der taget afsked og udvekslet hilsner og pladdersjaskende kærlighed kravlede over dørtrinnet. Doktoren fnyste i sin tavshed, stirrede ud gennem sidevinduet på en fodgænger på vej mod stationen. Still leben, tænkte Doktoren, alle eksistenser på jorden, ser ud som still leben gennem et vindue. Den sørgmodige tanke slog ned i Doktoren uden at sætte sig spor i ansigtet. Ingen rynker eller grimasser afslørede Doktorens mismod. Så hurtigt som tanken var kommet, strejfede den videre ud genne vinduet på vej mod nye hjerner at torturere. Doktoren vendte atter blikket mod det vanddrivende skuespil, der havde premiere i Doblos modsatte sidevindue. Et stik af længsel blandedes med trætheden hos Doktoren. Billeder strømmede gennem hukommelsen af Doktorens egen partner. Ret hurtigt blandet op med billeder af deres afkom, det lille, søde, sorte gespenst. Der blev råbt højt hej, Doktoren svarede automatisk, og blev revet ud af sit eget still leben og Tyren og Doktoren fortsatte på deres rejse ud gennem morgenen og blæsten, der varslede om orkanstyrke, fortsatte ud mod arbejdet, de nært forestående problemer og forhåbenlige følgesvende af løsninger. De havde ingen anelse om, hvor deres rejse skulle ende, hvilke løsninger, der aldrig fulgte efter.

Ude på pladsen foran bilerne var skurvognen blevet stillet op. Doktoren og Tyren sad stille inde på forsæderne. Tyren satte Doblo i backgear og trak håndbremsen. På trods af, at solen havde valgt at dukke op i tide og utide, hvilket egentlig badede dagen i et behageligt lys, bragte vinden skyer af fygesand med sig ind over området. Udsynet blev derfor af og til diset og sløret, både i det fri og inde bag øjenlågene. Der kunne det mærkes at sandet kradsede som vanvittige rullegardiner, hver gang, der blev blinket. Men på trods af det. På trods af solen og fygningen og Tyren og Doktoren og arbejdesdagen blev de begge siddende kortvarigt på sæderne, uden rigtigt at give tegn på at røre sig. Foran skurvognen, den nye, lidt pæne skurvogn, var der blevet stillet en tank. Ikke en hvilken som helst tank, men en genbrugt tank. Der var noget i denne tank, som ikke burde have været der. Ikke ifølge Tyren og Doktoren. Genbruget i hele miseren bestod i at tanken allerede før dens ankomst på pladsen var blevet anvendt i lokums-regi. Ikke videre lykkelige omstændigheder, i og med den stank af fækalier og stod ved indgangen til skurvognen. Fæces og madpakker var ikke to ting, der blev sat sammen normalt, ej heller her i området. Godt nok var Tyren og Doktoren ikke født og opvokset i omegnen, for ikke at tale om samme landsdel, men alligevel forekom det dem ikke som en standard situation. Ikke noget, der normalt afstedkom i hverdagene herovre. De måtte dog begge indrømme at klokken havde passeret 08 med nogle minutter, hvilket betød, de ikke havde nogen gode grunde til at blive siddende i Doblo. Ind hev de vejret og ud stavrede de. Nærmest joggede over i skurvognen, forbi rædslen af lort, ind i stuen og smæklukkede døren, for derefter at kunne trække vejret støt igen. Med nedslåede øjne trak de deres gule sikkerhedsveste over arbejdstøjet. Deres nyligt anskaffede gule sikkerhedsveste. Påkrævet ved færden over feltet. Det var allerede sket flere gange at mange af dem, havde glemt at iføre sig vesten. Det lå simpelthen ikke i kortene at bruge den. Dårlige vaner levede længst, gamle hunde døede af alderdom og sikkerhedsveste var grimme og ubekvemme. Sådan lå sagen, men når det var påkrævet at bære vesten, måtte de følge reglerne. I det mindste for en tid. Ud til anlæggene. Ud til kollegerne. Ud til helikoptere, store maskiner, storm og blæst og grineri. To par sikkerhedssko daskede over til anlæg og kolleger. Morgenhilsner. Opdateringer om gårsdagens forløb, personlige uddrag af fyraftensliv udvekslet. Der blev grinet igen. Som noget af det, de gjorde mest, næst efter deres arbejde, grinede de. Aldrig så slemt blev det, at man ikke kunne drille hinanden og diske op med morsomheder. Elementet over dem alle. Smilet. Skæmmet af sand mellem tænderne, men ikke desto mindre smilet. Denne gang, var sandstormen dog uovervindelig i alles øjne. Aldrig så snart, havde Doktoren grebet skovlen, førend den lederen kom dem i møde. Skovlen larmede mod asfalten da Doktoren spedalsk tabte mælet. Lederen. Havde det blot været en anden person, end mindre højtstående personage, havde Doktoren ikke haft de mindste kvaler ved mødet. Tyren så på Doktoren. Hun vidste besked. Hun kendte følelsen af ærefrygt og respekt endsige idolisering. Russeren blev han kaldt. På få øjeblikke stod han solidt plantet foran dem, solen og sandfygningen i ryggen, hvilket om muligt gjorde hans entré og person endnu mere overvældende. Mest på grund af sand i øjnene, blinkede Tyren chokeret med øjnene. Han rakte dem en konvolut. Manila med sortsvungne bogstaver, hvor han holdt hånden. Med et anerkendende blik afleverede Russeren kuverten til Doktoren og stred sig videre i monsunen af sand. En ny opgave. Doktoren trak let på skuldrene idet konvolutten sagte flænsedes og et tykt lærredspapir taget ud. En enkel opgave. Doktorens blik trak op til et møde med Tyrens. Stumt forbavsedes de over, det tunge ansvar, nyligt lagt på deres spæde skuldre.

Vandet drev ned af deres hænder, mens de stod bøjet over hver deres balje. Indholdet af baljerne græmmede dem. Beskidt, ulækkert, fyldt med små dele af det de vaskede rent. Det de gjorde rent for Russeren. De hvidvaskede genstande. De havde aldrig stået i denne situation, hvis ikke Mr. Flash og Russeren i samarbejde havde arrangeret det såkaldte projekt. Under uanede omstændigheder, havde de siddet under fire øjne og besluttet at omgå jobbeskrivelsen for både Doktoren og Tyren. Lidet anede de, hvilken rolle, der var blevet dem tildelt. Mens Russeren og Mr. Flash arbejde med projektet ude på pladsen, lod Tyren blikket glide søgende ned i det skumle, lunkne vand i baljen. Afsøgende på bunden efter det tabte stykke. Det skulle, det måtte ikke gå tabt. Det var hendes hoved på blokken, hvis ikke hun kunne genfinde det. Pludseligt lagde hun mærke til de klamme sveddråber, der langsomt banede sig vej mellem hendes skulderblade. Associerende funderede hun over, om det var koldsved fra angenst kildevæld eller arbejdets krævende opgave, der bragte piblen med sig. Stjålent så hun på Doktoren. Ansigtets maske var fokuseret på baljen og hænderne i vandet. Ingen reaktion på Tyrens frustration. Dog spottede Tyren at Doktorens nakke var let blankpoleret og de små hår fimrede kilstrende til huden. Beroliget tænkte Tyren, hun ikke var alene om at trække opgavens læs. Det vidste hun hele godt, men med de mange tanker om konsekvenser, følte hun sig til tider alene. Hånden på baljens bund fandt frem til genstanden, og i samme sekund slappede hun af og skuldrene sænkede sig. Hun lukkede øjnene, næsten pressede øjnlågene i, for at tvinge fornemmelsen af svigt af sig. Hun pustede ud og åbnede øjnene. I det lagde hun mærke til, der var blevet stille i rummet. på trods af en konstant baldren fra den tordnende vind udefra, var lydene i rummet forsvundet, suget ud som i et vakuum. Doktoren rømmede sig sagte. I deres fælles madpakkespisning var der blevet udvekslet mange sætninger og oplevelser om det ene og det andet. Men de blev begge overtaget af en ekspertlig ro, så snart de igen lagde kroppen i arbejdet. Ved Doktorens uro, kom Tyren i tanke om opgavens fomulering: "Tag på magasinet, der finder i en kasse med nummer 1762 på. I kassen liggger, der genstande, der ikke her skal nævnes. Vask dem, lad dem tørre og vær ude af bygningen ind kl 16.05". Som ved en udveksling af tanker strakte Doktoren det våde håndled frem foran Tyrens blik. Fra urremmen dryppede den muddertykke væske. Tyren gyste ved synet og indådede ufrivilligt den jordslåede luft. Hendes blik mødte Doktorens, de blideste øjne, med den skarpeste hjerne bag. Intet kom forbi Doktoren uvist. I sit stille sind takkede Tyren himlene for at havde bragt hende Doktoren som partner. Ingen andre ville kunne stå model til deres fælles udfordringer. De udfordringer arbejdet bragte dem. 

Doktoren sænkede armene og sagde:

"Det er nu"

Tyren nikkede let og bestemt. Doktorens læber trak sig smalle, da hænderne fandt vej ud af de mørke vande. Baljerne tømtes og blev skyllet. Alt pakket væk. Alle spor efter de to blev fjernet og slettet eller objekter sat tilbage fra hvor, de var blevet taget. 1762, var kun en udåndingen i orkanens øje. De havde nået at renvaske alle ting. De levede op til deres rygte. Det var den eneste grund til, at de var nået så langt op ad stigen, på så kort tid. Synkront svang de fjællræven over den ene skulder, tastede koden til laseralarmen ind på panelet ved døren. Doktoren lagde mærke til de tynde røde skygger, der faldt på plads omkring i rummet. De dødelige skygger, der beskyttede genstandene på magasinet. Tyren låste døren og de travede mod Doblo. Tyren havde nøglerne til Doblo. Hun standsede ved bagagerummet, tøvende. Vejret var noget møg, dagen havde været glædelig på trods af, og hun havde ført Doblo af vejene dertil. Hun smilede pludseligt djævelsk. 

"Hey!"

Doktoren vendte sig uforstående om mod Tyren, der havde kaldt. Doktorens skridt havde bragt kroppen næsten op til passagersædet foran og hånden var strakt mod håndtaget. Tyrens ene, tunge sko stod afvigende plantet ud til siden, mens hun havde skudt hoften til siden og hvilede den ene hånd i taljen. Med den frie hånd kastede abrupt nøglerne til Doktoren, hvis slanke hånd, der ikke havde grebet efter håndtaget i døren, smidigt svang sig op og fæstnede grebet om nøglerne i luften.

"Du kører hjem. Jeg gir' en is på vejen".

Doktoren trak op i læberne og smilede over hele hovedet. Filosofisk tænkte hun hastigt over dagens begivenheder og mindedes deres samtale om deres tilsyneladende fælles kæphest: Passionen for de gode fund.

Hele ugen på en torsdag

Torsdag. De kalder dig Lille Fredag. De kalder dig tors dag, dagen efter onsdag men før fredag, dagen før dagen hvor weekenden hænger truende på skoletavlens matsorte overflade. I kursiv. Med kridt. Det kan man vist godt. Torsdagen i den forløbne uge var intet mindre end dette. Fanfab! Samlingen af ugen. På en torsdag kan alt ske og uanset hvad, der sker, vender man altid tilbage og tænker "det er da lige meget. Det er snart weekend alligevel!". Derfor er torsdag fantastisk. Hvis man er til sådan en skemadeling af ugens dage. Og jeg har planlagt at starte opremsningen af ugens glædeligt begivenheder, ved at skrive en masse ord. Ord og sætninger, der er blevet brugt enten usandsynligt hyppigt, sindsoprivende forkert, udmærker sig som særdeles særegne og på andre måder, minder mig om ugen, der gik. Ingen yderligere forklaringer er vist nødvendige...

Whaaaaat. Er Branddasker det samme som strandvasker, bare i en skov? Totalstation. Airbag failure, see handbook. OMG OMG OMG! Nationalpark Vadehavet. Hvor er vi? Snickers? Vin? Svinemøg er så ramt og ulækkert. ABS failure see handbook. Vi har glemt blomster. 2 maj. FUNDKAGE. Solnedgang. Var det blåvand eller henne badehotel? Ej jeg elsker din softshell. Det der er en grav. Solskin. Luksus, vi har morgenboller. Mere kaffe? Nu skal vi have noget varmt at drikke. Du tror det ikke, men jeg har en twix med! Så trækker han ud og overhaler med 110! Excessive speed.

Dr. Nielsen og jeg havde altså planlagt en endnu bedre torsdag end de fleste ville kunne! Grundet hver vores dejlige fund af pile, skulle vi sørge for en vis standard af forplejning til vores kolleger. Det vil i dette tilfælde betyde FUNDKAGE!! Hvilket et under, der blev indfriet netop torsdag. Vi havde af sindige veje (ikke hos en bager) skaffet adgang til kiksekage. Barndomsmindet er sødt. Virkeligheden er bedre. Det er en perfekt sød sag. Der er kiks og en art mousse. Og du har slet ikke lyst til mere end et stykke! Og den berigede hele torsdagen i flere niveauer og timer. Skønt. SKØNT! Den kan man få glæde af længe! Men ellers var denne dag så ganske fantastisk. Vejret og varmen og selskabet. Euforien ved at genopdage de fortabte væg- og gavlstolper i K9 (huskonstruktion med båseskillerum (staldende)), finde ud af, opdagelsen fører til et hus fra yngre bronzealder. Ahhh. Sikke en dag. Fortabt i evigheden. Men fundet af arkæologer. I Varde. Dr. Nielsen og jeg (titel på min kommende roman). Sikken et team vi udgør! Tjept går det grundet vores oplæring på seminarudgravningen (jojo vi var skam på samme hold) er vores metoder ganske ens og derfor går det ret Ok hurtigt. Mener vi i alle tilfælde selv. Og vores arbejde. Netop arbejdet! Vi har lavet research, vi har samlet keramik, vi har tegnet og gravet, drukket kaffe og grinet. Ikke mindst. Det er djævlens hyggeligt og Varde har godt af noget københavnsk blod!

For at det ikke igen skal blive for kedeligt med alle de sorte ord og sætninger, bringer jeg for resten en del billeder; billeder, der ligesom ordene og sætningerne tidligere beskriver ugen fortrinligt.

*gennemskueligheden burde være glasklar!