Med i magasinet, ja tak

Dagen i dag er endt og der er en masse sjove, gode, spændende og nervepirrende historier og fortællinger at berette. Men først og fremmest vil jeg give jer min mest ydmyge undskyldning. Jeg har just læst/genlæst mine fortidige blogindlæg og satme om jeg ikke burde have givet dem en omgang med korrekturpenslen. Men nej, det har jeg ikke gjort. Det beklager jeg i høj grad nu, men jeg kan love at fra nu af, bliver det bedre. Lidt. Nok ikke perfekt eftersom mine skriverier finder sted om aftenen, når jeg er lidt træt i hovedet efter en dejlig arbejdsdag. Men jeg lover altså at gøre mit bedste. Det kan ikke passe, at jeg, der elsker grammatik og korrekthed, ikke selv mestrer kunsten, på trods af, jeg er lidt træt i krydderen. Det burde stadig ikke ske. Derfor! En ny begyndelse tager sin form. 

Jeg skrev jo ikke noget ned herinde i går om i går. Derfor vil jeg gerne lige opsummere arbejdsdagen og mine tanker for jer. Selve arbejdsdelen af dagen kender i fra tidligere dage: Jeg taster data ind i MUD. Jeg arbejder med en sag, lad os kalde den Nord for Østen, som blev udgravet i 2006. I tidsrummene 2005 og 2006 var der et stort byggeboom herovre, hvilket gav rigtig meget arbejde for arkæologerne på Varde Museum. Men det betød også, at mange havde flere ansvarsposter og ikke kunne være lige fokuserede og koncentrerede omkring alle sager. Nord for Østen blev altså udgravet i byggeboomet, hvilket betyder at den nu (jeg pointerer i 2013) bliver tjekket igennem af mig. Nu får jeg det måske til at lyde som om, jeg bliver sat til slavearbejde (jeg bliver betalt bare rolig), men det er det ingenlunde. Grunden til, der ligger en sag fra 2006, der ikke er rigtig behandlet endnu er fordi, arkæologerne ikke som sådan får løn/arbejdsdage til at behandle dem i. Derudover har de enormt travlt, og man kan jo ikke kræve af dem, at de sidder og arbejder mega meget hjemmefra, bare fordi, museet har mange sager, der skal behandles. Forleden sad jeg med en sag fra 1995, der endnu ikke var tastet i MUD. Så sagen om databasen er græl, fordi arkæologerne ikke bliver lønnet i forhold til at kunne gøre det. Men det gavner mig i høj grad! Både fordi, jeg så har noget at lave, jeg føler, jeg har et ansvar, jeg skal lære at tjekke data rigtig, ajourføre forskellige tegninger, gravebøger og MUD, og får en rigtig god rutine i at lave det her dataarbejde. En rutine, jeg ikke kan skaffe mig ude i felten. Derfor er det faktisk p**** fedt, jeg får lov at sidde med det! Tak, Varde. Meeeeen derudover var det så FAB at Fransigne faktisk havde fødselsdag i onsdags, så lidt af dagen gik faktisk også med at spise dejlige rundstykker i pauserne og lagkage til eftermiddagskaffen.

Den ser i så her. Den smagte vildt dejligt og jeg tillod mig at tage hele to (smalle) stykker. Nam nam. Der var to lagkager og rigeligt til alle!! Men så tænkte jeg også, at jeg hellere måtte få smidt noget af alt det sukker af igen. Så i stedet for en løbetur efter arbejdet gik jeg en dejlig lang tur rundt i Varde, kom op gennem gågaden og handlede til sidst ind i føtex og kvickley. Jeg handler dog kun ting på udsalg eller dags dato og her var, hvad jeg kom hjem med til køleskabet:

Der var bare en milliard æbler til kun 10 kr. Det er sjældent, man oplever det nu til dags. Da jeg så kom hjem trænede jeg og spiste aftensmad og så serier.

Torsdag (i dag) lignede lidt onsdagen. Arbejde stadig i MUD. Jeg er blevet færdig med at krydstjekke gravebogen (som er en bog, hvor vi registrerer, hvilke anlæg, der dukker op, hvor de er på feltet og hvilke tegninger, der befinder sig på) og plan- og profiltegninger. Det betyder, at jeg så kunne gå i gang med at taste dem ind i MUD. Jeg nåede til A368, mener jeg nok. Der er så omkring 557 anlæg på feltet. Og det er ikke engang særlig meget. Jeg skal arbejde videre med det i morgen. Når det er gjort, skal jeg begynde forfra med beskrivelserne af anlæggene, som også skal i MUD. Derefter taste fund, tegninger og fotos ind i MUD og krydstaste relationerne internt. Det er hurtigt gjort. Heldigvis er der noget automatik ind over. Men så meget når jeg sikkert slet ikke i morgen; det er jo en kort arbejdsdag. Fredagen. Dagen før dagene. Lækkert.

Men efter arbejde blev jeg kørt af Russeren ud til det nye magasin i Oksbøl for at se på nogle genstande som Tsaren (min medstuderende) sidder og arbejder med til sin kandidat. En af dem, jeg graver med, for nemheds skyld nævnt Flashman, var også på magasinet for at hjælpe med at fotodokumentere alle de flotte genstande. Når man kommer ind på magasinet, er det første man møder dette:

Reoler med alverdens gode ting og sager til det arkæologiske arbejde. Samt en masse ting, jeg aldrig har set i brug før. Det kommer jeg vel til en gang. Men jeg havde jo faktisk medbragt en lille gave til Tsaren! Han havde jo set mit hæklede tlfcover og spurgte om jeg lavede bestillingsarbejde. Så det gjorde jeg da i den grad! Mest for hyggens skyld. Resultatet blev således:

Til dem, som ikke kan hitte rundt i, hvile´ket motiv, jeg har valgt at plante på selve coveret, kan jeg fortælle, det er Radiohead-bjørnen. Den bad han udtrykkeligt om, for som han sagde, så havde han både et par sokker, hans søster havde strikket til ham og nu et tlfcover med bjørnen på. Så det har han fået. Jeg ville nok ikke kunne sælge den. Jeg ville måske blive nødt til at lave bjørnen lidt mere konsekvent og udførligt. Men bandeord nu det. Den er fin, og efter alt at sige, lod det til, han blev mægtig glad for den. Så det er jo godt! 

Derudover kunne man ret hurtigt mærke at Flashman og Tsaren var ret udkørte pga fotodokumenteringsarbejdet og de var jo nærmest helt gearet op. Der fløj jokes og dårlig humor (ikke at jeg dømmer) rundt i rummet og hvis ikke man ville kvæles, måtte man grine med. Hvilket jeg gjorde helt ufrivilligt. Sådan er det jo med ikke-så-sofistikeret humor. Man kan ikke lade være med at synes, det er ganske sjovt. Og det var det altså! Og underal denne morskab fik jeg faktisk hjulpet til, med at holde styr på, hvilke billednumre, der hørte til hvilke genstande, og yderligere at pakke de dokumenterede genstande ned i deres poser. Så jeg føler, jeg fik givet en handy hånd med. Og jeg er sikker på, mange vendinger, jeg har skrevet ned her, kunne misforstås og omtolkes i følge de to herrer og deres bæltestedshumor. Guts, det er sjovt!

Således ser lokalet ud, hvor Tsaren og Flashman arbejdede. De gjorde det sgu godt. Flashman har et sygt "amatør" (det er det bare på ingen måde) fotoudstyr med mange blitz og hvide skærme. Det var meget fornemt. Og well done!

Og med det vil jeg slutte for i dag. Håber ikke, der er nær så mange ukorrektheder i dette indlæg som i de forrige. Gutenacht freunden!!

* indsæt fri tekst, der stemmer overens med tidligere brugte udsagn

Another Day at the Ofice

Arbejdet begyndte kl 08 og fyraftenen tog over (officielt) kl. 16. Sikke en dag! Alt det jeg har nået kan skrives i hieroglyffer og fylde hele det alexandrianske (jojo, jeg bøjer det sådan) bibliotek på ingen tid (der ville højst sandsynligt stadig være plads til få eksemplarer af platon og biblen). Vi arbejde igen i dag på kontoret (der jo befinder sig klods op af min seng), og jeg fik lov at sidde med museumsinspektørens plads (lad os kalde hende Fransigne), da Fransigne skulle til kbh og holde et foredrag. Så jeg lånte altså hendes magelige stol, behagelige skrivebord og iøjenfaldende, stærkt rodede blyantsholder som min placering; blot for en enkel arbejdsdag. Efterfølgende må jeg sige, jeg har fået smag for den piedestal, man sidder på som inspektør. Ambitiøsiteten bruser i mig; endelig et formål! (ikke at jeg ikke har haft det tidligere; men det gør ikke mig noget med mange ambitioner!); endelig en grund til at læse arkæologi! Bliv inspektør! Ja, så gerne. Og ræk mig gerne kaffe på min vej op i systemet. Men for ikke at forgribe sig på begivenhedernes gang, er det kun retfærdigt at falde tilbage på sengen og berette om dagen, der er ved at være gået. Som skrevet og muligvis forstået, sad jeg og førte data ind i MUD igen i dag. 

Der er rigtig, (rigtig), rigtig mange arkæologiske udgravninger, der ikke er ført ind i MUD endnu, da de er ældre end databasen. Det er eksempelvis sager fra 1990'erne, der ligger rodende og kigger op på en, når de store arkivskuffer åbnes og der langes ud efter sager fra de senere 2000-årene. Stakkels sager. Men det er derfor (en af grundene i hvert fald), jeg er her. Til undsætning mande! Jeg gør det godt, om jeg selv har noget at indvende. Det er i al sin enkelhed ganske spændende og underholdende (meget fyldig enkelthed. Måske endda simpelt). Som udenforstående person (ce moi) kan man, hvis man laver sådan noget arbejde her, få et ret godt indblik i, hvilke sager, der bliver fundet i Varde og Omegn. Det er jo rigtig gode, enkle beskrivelser, anlægslister, fotolister, fundlister, tegningslister, beretningsbeskrivelser og dateringer, der er tilgængelige. Og nej, det er ikke ulovligt af mig, at se på sagerne (jeg sidder jo og arbejder med dem), men derimod burde det være en pligt for stud-magere som mig, at kværne sig igennem sådanne sager, og derved lære rigtig meget af det, der foregår i felten. Eller tolkningerne og resultaterne, der fremkommer efter andre, lidt mere erfarne folk, har været i felten. Ikke desto indre ynder jeg stadig mest at være ude i jordhøjde og skære mig gennem årtusinders jordoverflader og lede efter bortkomne bebyggelser og tilhørende arealer. Det er sgu fedt. Giv mig gerne mere at detdersens halløj. Modsat er det også brugbart at være med til en efterbehandling af resultaterne. På den måde, kan jeg godt mærke, mit arbejde her og nu er meget anderledes end min seminarudgravning (fandt sted i 2011, også her i Varde). Dengang var pointen at få gravet en masse, registreret ordentligt, lært at tegne og koordinere, snitte stolper = producere rå datasæt, men ikke følge med resten af vejen. Ikke gå ved siden af udgravningen, når den er på vej mod børnehavne, videre i skole og langt om længe er færdig med uddannelsessystemet. Nej, på seminarudgravningen er man mere som den svigtende forælder; den person der betaler børnebidrag, men ikke rigtig gider besøge knægten hver 14. dag. Dårligt ægteskab, dårligt forælderskab, endnu værre uddannelsesresultat. Men ikke her! Nu får jeg lov at være den omsorgsfulde mor (jeg er klar over, de fleste skal strække sig yderligt for at følge mine billeder her), der er med hele vejen. Noget af vejen. Forhåbentligt det meste ad vejen. Jeg har jo desværre kun en kontrakt på to måneder (afslutning 30. april). Men det er bedre end ingenting. Ingenting ville jeg ikke have taget som godt tegn.

Men dagen er gået på hæld (det danske udtryk hentyder til en aftenstid, mørkere end eftermiddagen og stammer altså ikke fra det tyske udtryk hell, der betyder lys - lysere i farven), og her sidder jeg endnu en gang foran en computer og taster løs. Jeg vil slutte af med billeder fra den uhyggelige trappenedgang til mit toilet og de gode forhold i mit køkken. På genslæs om ikke så længe!

* endnu en gang påpeges det, at intet ansvar tages for misstavninger og dårlige vendinger

En uges begyndelse tager en andens ende

Aften. Efter aftensmad. Som jeg lige har spist (som i nok kan regne ud). Mandag aften og der har tidligere været en lørdag og en søndag aften. Hvor jeg ikke har givet lyd fra mig. Af flere årsager har jeg valgt ikke at nedskrive noget om min egen krønike i weekenden. Mestendels fordi, jeg ikke føler, jeg har bedrevet noget i de to dage, der umiddelbart kan fylde sådan et blogindlæg ud med noget interessant. Derfor! Mine venner! Nu her, mandag aften skal jeg, så farverigt som det overhoved er mig muligt, gengive i maleriske strøg, hvilke forunderlige og fantastiske ting, jeg har været ude for (eller har udsat mig selv for) i de to dage, der er gået siden, jeg sidst skrev. Kom og læs! Kom hid fra alle verdens hjørner, thi de ord, der flyder fra min pen (elektronisk udstyr i vores moderne tider, dog) i disse øjeblikke er ikke blot for egen personlig fornøjelse, men for alle folk, der ønsker at tage ved lære af andres ulykke! Frygt ej! Der er intet sket mig, dog det er endda det selv samme, der er pointen i denne fortælling. For at sige det rent ud, har jeg ikke bedrevet noget sindsoprivende. På nogen måde. Under nogen omstændigheder. Derimod startede min lørdag med, at alarmen her i huset gik! Shit'ake'svampe det er en øresønderrivende larm, den udgyder, når den først er gået. Forestil jer en gammeldags skoleklokke, der ringer ud i skolegården eller ind til timerne; tænk på den lyd. Husk den. Byg så denne tanke op med ekstra krymmel! Læg ti omgange af ekstra volume ovenpå Jeres egen idé om den gamle klokke, og forestil Jer så, I står med øret presset ind mod den spherisk-formede metalliske djævel, når den vibrerer med sin ondskab. Ja. Jeg tror, I er med. I hvert fald lidt af vejen. Mange tak. Det er alarmen her i huset. Og af hvilken årsag er den så begyndt at alarmere, kunne man så undres over. Dertil har jeg intet svar. Kun netop denne forundring. Og med death metal i ørerne formåede jeg dog at ringe til folk på museet og spørge, hvad der kunne være lods, og hvad jeg så, som privatperson uden kode til alarmen kunne gøre. Svaret var fantastisk! Ingenting, den bliver nok snart slukket. Ikke så lidt efter disse ord var ytret, befandt jeg mig udenfor, nedenfor hoveddørens trappeopgang, triptrappende af kulde, med røret mod øret, i et forsøg på at føre en samtale med (lad os kalde ham El-manden) El-manden, for at få styr på, hvad jeg skulle gøre. Heldigvis for mig, gik der ikke lang tid førend det ringende ragnarok forstummede og jeg kunne gå ind til min kaffe. Lunken. Fair nok. Stadig drikkelig. Nam! Og det var det mest oprivende den lørdag. Derfor har jeg nu brugt meget plads til at forklare den dag! Søndag kommer vi så til. Jo, kan i mon huske, det hæklede tlf-cover, jeg har talt om. Til en medstuderende. Det er blevet færdigt. Men jeg vil først vise jer billedet, når vedkommende selv har sagt god for den. Det er sgu ikke noget af mit bedste arbejde, men hey! Den er gratis og jeg så Dr. Who imens, så det kan være, mit fokus har været spredt ud i hele værelset. Hvem ved. Det kan han bedømme, når han ser det :)

Mandag! Og alarmen ringede (min vågn-op-alarm ikke husets tyverialarm, bare rolig). Og Ida stod op. Køligt værelse, men en smule dejlig sol udenfor. Indtil. Hun. Stod. Op. Og. Så. Sne. Udenfor.

Så det var sådan en morgen, mandag morgen. Der var slet ingen tvivl om, gravearbejdet i dag blev erstattet med 

-arbejde. Et eller andet arbejde. Måske administrativt. Nok ikke for mig. Men arbejde på en stol formentligt. Og ganske rigtigt!! Jeg kom endelig til at stifte et rigtigt og fantastisk bekendtskab med MUD! (Museernes udgravningsdata for dem af jer, der ikke forstår fagforkortelse). Det er en database som alle i hele verden (læs: alle museer i DK) har adgang til og kan lægge data fra deres udgravninger ind i. På den måde, bliver de grundige stykker arbejder (mere eller mindre i hvert fald) gjort tilgængelige for alle fagfolk. Det kan bruges til sammenligninger og... Og meget andet vigtigt som jeg ikke vil belemre jer med nu ;) Pjat. Det er en rigtig god måde at dele informationer med andre museer på, gøre informationerne tilgængelige og mere ensrettede, således det faktisk er de samme arter data, man får trukket ud af en udgravning. Skønt! Det lavede jeg hele dagen i dag. Tastede tal og bogstaver ind i kategorier. Jeg tog dem fra et udprint af en beretning, kopierede dem med min skarpe hjerne og tastede fakta ind på databasen med mine dygtige sektretær-iske skrivekundskaber. Tilsammen gav det viden! Viden i databasen! Og hvor er jeg endt her til fyraftenstid? Jo, værsgo at se...

Som det er muligt at se på denne lille arbejdsseddel (skrevet af mig selv, bare rolig, ikke tvang fra udgravningsledere. Eller noget. Slet ikke), skal jeg i morgen (måske) skrive om anlæg 29, og det er en omfangsrig beskrivelse og så ellers indskrive nogle fotonumre på de forskellige anlægssider. Det kan i nok forstå ud fra denne lille lap.

Men ja, det var dagen i dag. Som skrevet, så foregår det registrerende arbejde lige ved siden af, hvor min seng står. I realiteten kunne jeg arbejde hjemmefra (hvilket jeg i teorien også gør, da jeg bor på museet og også arbejder der). Men det er nu meget hyggeligt. Og nyttigt. Jeg lærer endelig at indskrive data ordenligt i MUD. Det har jeg ønsket længe!

Da dagen var omme, havde jeg slet ikke brugt noget af al den opsparede energi, jeg havde i mig, så derfor tog jeg på en dejlig løbetur og trænede smidighed og styrke bagefter. Herhjemme. På museet. Creeps! Men det var nu lækkert vejr. Selvom det er som om, det er en tidsrejse bagud. Så er det nu smukt alligevel.

Det er billeder fra min løbetur (nej, jeg løb ikke mens jeg tog dem). Med dem vil jeg slutte af for i dag og smøre ganen med ingefærskaffe (mit eget mix, det er godt!) og vente på ordene, der flyder i morgen aften engang.

Tchöss!

*der tages stadigvæk ingen hensyn til rettelser af stavefejl og/eller misforståelser

Roadtrippin' Varde

Sådan. 

Så blev det fredag, og det var en kort arbejdsdag. Kl 13.00 står der på kontrakten, at dagen ender og den skal man jo følge. Den skal man lige huske at rette sig efter :)

Ikke desto mindre, har det ikke været en almen arbejdsdag. Ting, der kunne være udfordringer blev forhindringer. Vi skulle blot være to arkæologer ude på feltet i dag af forskellige årsager (private og ikke for jeres øjne). Så jeg blev altså hentet ved Varde Museum med Flux Pavillion i ørerne og stred mig ind i bilen med larmen af graveskeer, der bed på alt metal, de kunne finde på deres vej. Charmerende ung dame! Men ind kom jeg i al fald. Og ud til feltet gik det i en jævnt langsom fart; man må jo kun køre 50 km/t i byområder. God regel for folk med travle sind. Går jeg ud fra. Ved turens ende og med målet i sigte kan vi begge tydeligt konstatere, at feltet var meget præget af sandfygning (læs: helt vildt dækket af lyst, fint sand!) og at de øverste 5 cm jordlag var frosne. Vi havde ikke de nødvendige tegninger med til at kunne tage fosfatprøver af dyrefolden, vi kunne ikke fladeskovle efter flere stolper, ingen stolpehuller skulle snittes, for ingen plantegninger var færdige endnu og kulden gik ind til vores smalle håndled og stivnede vores blod (dramatisk effekt). Derfor kunne vi efter 30 min på feltet endnu en gang konstatere noget: Vi kunne ikke arbejde på noget som helst ude i felten i dag. Men frygt ej! Vi fandt på noget andet spændende at lave. Midt ude på feltet foreslog min kollega, lad os kalde ham Russeren, at vi kunne tage på ekskursion rundt i Varde og omegn således jeg kunne lære nærområdet og alle udgravninger (nuværende og datidige) at kende. Den idé fandt jeg i den grad ikke ilde, så det blev besluttet at efter en kop kaffe skulle vi køre af sted ud i verden (= Varde). På vej bort fra feltet, men dog inden jeg trådte op i bjergene af jord og sandfygning, så jeg på feltet et hul i et af de moderne anlæg (formentlig fra 2. Verdenskrig). Omkring nogle konstruktioner af røde mursten var der er cirkulært hul ned i anlægget og ind til en hule-agtighed. 

Jeg glemte at bringe det på banen for Russeren, og har faktisk ikke sagt det endnu. Mest fordi jeg tænker, han allerede må have lagt mærke til det, og dels fordi det højst sandsynligt ikke er vigtigt for en erfaren arkæolog og derfor ville virke som en uskyldig studerendes uvidenhed. Jeg siger det til ham på mandag! Men det er da i grunden et sjovt hul. Næste gang jeg besøger feltet / kommer på arbejde (på mandag) kan det være jeg kommer til at kigge lidt nærmere på hullet. Tænk nu lige over, hvad der kan være derinde! Der kunne være alt muligt, og hvad har det været til? Der ligger løbegrave rundt omkring lignende anlæg på feltet, så det er højst sandsynligt en større struktur med flere mindre konstruktioner. Wow! Hemmeligheden bag 2. Verdenskrig kommer snart verden for øre!

Men det var kun kort tid, jeg fik lejlighed til at se på hullet, for ikke så snart tog vi af sted; ud på tur i Varde og omegn. Og sikke mange ting vi fik set på! Ikke som sådan guld og grønne skove, men sommerhusområder, søer, vindblæste lyngklitter og meget andet. Rundt i alle former for biotoper og temperaturer. Vi sluttede "arbejdsdagen" med at købe lidt kanelstang, tage ned på magasinet til nogle af de andre arkæologer og byde på kaffe og kage. Det kunne de i særdeleshed godt lide og eventen var fandengalme hyggelig! Der var tilmed besøg fra Nationalmuseet i den store stad på Sjælland. Han var her for at kigge på stenalder økser. De var simpelthen så smukke! 

Men dagen var i al sin skønhed ved at slutte (ikke sådan rigtig, men selve arbejdstidsrummet), og da jeg blev kørt hjem til min lejlighed (den får i at se) fik jeg af hemmelige, sikre kilder leveret disse tre bøger:

(Ikke helt så hemmelig (men sikker!) når døren bliver holdt for en af Russeren og han tilmed peger på kassen, hvor bøgerne er, men selv får hevet dem op og rakt mig dem...?!). De er simpelthen så flot lavet, rent layoutmæssigt og artiklerne er reelle og gode. Det er bøger, der samler op på museets gøren og laden i det forløbne år (måske lettere bare at sige årbog), og jeg fik så hele to samt en bog omkring den nye udstilling på Varde Museum. Så har jeg noget essentielt at tage mig til i weekenden (læse op på, hvad museet måske kunne stille mig spørgsmål om, eller bare forberede mig på gode samtaleemner fremover). Men spøg til side, det er ret gode årbøger, Varde holder sig, så dem er jeg ret glad for! De ligger på sengen på billedet. Min seng. Der, hvor jeg sover. Om natten. Og resten af værelset minder lidt om sengelinnedet. Det er indrettet minimalistisk og praktisk. Jeg har hørt, det var kontorer indtil for ikke særlig længe siden. Det passer godt til et kontor faktisk. Men jeg har ret hurtigt fået sat mit præg på rummet. Det gjorde jeg ved først at rykke rundt på bordet, stjæle et spejl fra trappeopgangen udenfor rummet, fylde den lille rumdele-kommode med mine ting (mad, toiletsager, striktøj), sprøjte lidt duftevand ud i rummet, lave kaffe, tænde computeren, hente kaffen, hælde det op, koble mig på nettet og tjekke facebook, mail og andet. Nu er det her, jeg hører til. For nu. Jeg har ikke hjemme her. Ikke så længe mine bøger, make-up, farverige håndklæder, vitaminer, blomster, det meste af garderoben og i særdeleshed kæresten ikke befinder sig samme sted. Samme sted som mig. Indtil disse ting er samlet, hører jeg ikke hjemme. Men med ro i sindet kan jeg fortælle jer, jeg hører til her nu. Jeg hører til på Varde Museum (stoltheden vokser med tiden, glæden har været der lige fra begyndelsen).

Lige nu og her har jeg indtaget min aftensmad. Bestod af gode sager. Jeg har investeret i to plader chokolade (en med kokos og en med pistachie; jeg har ikke smagt dem før), appelsiner og en ekstra peanutbutter og føler mig klar til at møde dagen i morgen. Jeg ved ikke helt, hvad den har at byde på (for ikke at sige, jeg aner ikke, hvad jeg kan/skal lave her i Varde), men jeg er klar til lørdag!!! Det kan være, jeg hækler et telefonhylster til en Tsaramello (medstuderende blot på kandidatniveau, besøger Varde jævnligt), der beundrede mit fine, orange, hjemmehæklede mobilcover. Det kunne være en god ting. En venlig ting.

Over and out herfra

*der tages ikke forbehold for misvisende henvisninger og uhåndgribelige fakta

Tøsedag for The Win!!

Ahhh....

Sikke en dag, det har været i dag. Kl. 08 skulle den ene af min kvindelige kolleger og jeg ind på museet og hente nogle tegninger af udgravningen. De skulle være lavet i går aftes. Det vil sige, vi kan jo åbenlyst ikke nå ud på feltet til kl. 8, når museet først åbner der. Men det er også i orden. Vi skal jo bruge de der tegninger og planer over feltet og de stolper, der skal snittes. Da klokken er ti over otte er konklusionen, at disse tegninger ikke er blevet lavet i løbet af aftenen før. I de korte ti minutter går humøret op i det Gyldne Tårn, lander i Marianergraven på ingen tid og farven i lokalet er svær at afgøre. Ti minutter efter er vi ude af døren og på vej mod feltet. Det er ikke en atypisk situation, men nogle gange koger man blot over og det har alle da vel for filan en form for accept for. Forskellige hormonelle signalforstyrrelser i kroppen kan godt have påvirket min kollegas besværgelser. Men ikke desto mindre er jeg ej skræmt. Jeg ville have været tusindfold værre i en lignende situation. Det satser jeg meget på. Sært nok ender det i en dejlig frisk snak om alt mulig andet, der drejer sig om ingenting. Befriende og særligt hyggeligt. Og bilen standser så ved skurvognen på feltet (den kommer der et billede af en anden dag.... det samme med toilettet).

I dag er en tøsedag. Hvilket? Jo, en tøsedag!! Ingen mandlige kolleger på stedet (de er på et bronzealderseminar!), så der er blot os tre awesome tøser (de to voksne kunne kaldes kvinder), der skal styre showet. Og om vi gør! Snakken går (det er vist ret alment), der bliver grinet og bondet (som det hedder sig på engelsk). Dette finder sted alt i mens blæsten langsomt nærmer sig bristepunket, hæver sig op og venter på at lukke luften ud. Dette bliver gjort i en hæsblæsende sandfygningsstorm! En storm, jeg aldrig skal glemme! Man kan ikke vende sit ansigt væk fra jorden og sikkerheden i hætten uden at blive stukket i øjnene af små, grumme knappenåle, der suger væske til sig i øjnene, knaser i tænderne og kilder i ørerne. Hvorom alting er, kan vi ikke stoppe arbejdet! The Show Must Go On! Så det gør vi. Vi bider det i os (smerten, ikke sandet), mens vi stædigt strider os gennem snitning af stolper, profiltegninger, fotodokumentering, kaffepauser, frokostpause, oprensning af gruben, snitning af gruben, kaffepause og toiletbesøg. Djævlen har taget fat i Vestjylland og presset sit grimme ansigt mod Varde (og feltet). Oftest kan man ikke gøre andet end at vente på, at en bølge af vind overstås, grue for den næste, mens man snitter, tegner eller tager billeder. Langsomt bliver resten af det store felt dækket af sand, så meget at de optegnede anlæg forsvinder, og det eneste, der er tilbage af dem er en ensom pind stukket i jorden, hvor anlægget engang befandt sig. Så ensom. Så ene som den typiske hånd, der skydes op af en grav eller den døende hånd, der rækker op af kviksandet. Ene. Ensom, enestående, nøgtern, fascinerende og fantastisk heldigt, de blev stukket i anlæggene! Deres placeringer er nu de eneste vidner om vores arbejde tidligere på ugen. Sikke en heldig nødvendighed det er at stikke de pinde i anlæggene. 

Mens stormen stadig raser, peger min ene kollega op og ud over en fyrretræsskov. Mit blik følger hendes finger og støder på røgskyen fra en kæmpe ildebrand. Røgen hvirvler rundt og kastes rundt med vinden. Indtil det går op for mig, at skyen ikke ligner den typiske københavnske røg-fra-ildebrand røg. Det tager omtrent fem minutter (nej, det er sandt nok), før jeg opfatter at nazisandstormen efterlader sig et aftryk på himlen i form af en ægte sandstorm. Sådan en, der bringer dansk sand fra Vestjylland til Afrika. Det er episk, ret smukt på sin egen særlige måde. Frygtindgydende også. Men jeg kan godt forstå, at sådanne kræfter, som stikker mig i øjnene med små rosentorne, kan igangsætte sådan en stor og hvirvlende sandstorm på vej mod øst. På-vej-mod-Sjælland-sandstorm. 

Stormen lægger sig ikke, og arbejdstiden fungerer stadig. Men på den anden side fik jeg fundet nogle stykker keramik i et stolpehul og i en grube, og skam også i en af bunkerne, som jeg kan tage med mig hjem; helt uden dårlig samvittighed eller løgnhistorier. Fedt!

Nu er jeg hjemme og har spist min mad. Den ser "flot" ud på billedet, men det viste sig faktisk at mixet af mine ekstremiteter ikke er godt med gravad laks. Så nyd billedet (i kender ikke smagen). Forestil jer noget smeltende-på-tungen godt!!

Men som en ting her sidst på falderebet var jeg i STARK og købte en hue, arbejdssokker og knæpuder således jeg er bedre forberedt i morgen og fra nu af!!!

Mange hilsner her fra Varde, Ida (i kender mig som initialerne IB på de tegninger og planer, jeg har udfærdiget).

*der tages ikke forbehold for stavefejl og bortkomne bogstaver og/eller betydninger

Dermed begyndte eventyret i Varde

Mandag morgen, meget tidligt (for en selvstuderende i hvert fald), op og ud af sengen, på med arbejdstøjet, ud af døren, fang toget og turen er begyndt for længe siden. Det føles ikke som om, der gik 20 min inden, jeg tog af sted, men under alle omstændigheder føles det nu som om, jeg er i Varde. Sidder på mit tildelte værelse på administrationsafdelingen af Varde Museum. To senge, et bord, en kommode, et køkken, bad og toilet. Og nå ja, jeg bor på museet! Det er nat på museet om igen, det her. Hyggeligt, men surrealistisk. Jeg er jo langt fra den første (eller sidste), der slår rod i disse gemakker, men det føles sådan. Det føles enestående og specielt. Det er nu meget godt. Men som opsummeret ovenstående, kom jeg med toget til Varde, blev hentet af en af inspektørerne (ja, den er god nok), fragtet til min ydmyg bolig og fik derefter underskrevet en fantastisk kontrakt, hilst på nogle folk på kontorerne (der er nogen, der skal gøres indtryk på!) og så var det ellers ret hurtigt ud på selve udgravningsområdet. Jeg nævner det ikke ved navn. Af principielle årsager, såvel som jeg ikke navngiver kolleger og/eller samtaleemner, indkøbsmuligheder og godtfolket på gaden. Det er nok at vide, at jeg befinder mig i Varde, på museet, er blevet hyret som arkæolog/udgraver på et projekt planlagt til to måneder. Sikre kilder fortæller mig, der er gode chancer for forlængelse af ansættelsen. Men det kan jeg jo vente på i en måneds tid. Der kommer nok en mere sikker information om det senere. Men altså, jeg er endelig blevet ansat og skal i gang med at optjene mange ugers graveerfaring. Det er jo det vigtigste man kan lære på uddannelsen: "Uden graveerfaring, bliver du svær at afsætte!". Så både af stor lyst og af en vis nødvendighed søgte jeg til Varde. Jeg har været på seminarudgravning heroppe. Derfor tænkte jeg, at her kunne jeg da søge hen, når jeg nu havde kendskab til museets processer og personer. Det var godt nok så hyggeligt på seminarudgravningen. Det viste sig så også at en til to omgange af ansøgninger skaffede mig en ansættelse. Og jeg elsker det allerede. Jeg kender mange arkæologer heroppe eller nogen, der kun er tilknyttet. Ingen siger noget dårligt om Varde Museum. Det kunne ikke være bedre end det!

Men videre til noget mere centralt: Arbejdet i sig selv! I to dage (indtil videre) har jeg haft en grå hjelm på, gået ved gravemaskinen og renset jordfladen efter at maskinens mega skovl har flænset mulden op i form af iskugler og kastet det op på de lange række af jordbjerge. Så kommer jeg og fjerner lidt strøelse hid og did på fladen for at jævne den. Desuden skal jeg selvklart identificere alle de anlæg, gravemaskinen afslører, ridse dem op med skovlen og stikke en flad pind i det til fremtidigt arbejde. Det laver jeg lige nu. Lyder måske lavpraktisk, men det er ret essentielt, det bliver gjort, når jorden er frisk, dvs. ret kort tid efter maskinen har fjernet mulden. Især her i Vestjylland, for når jorden tørrer lidt efter lidt krakelerer den og danner hurtigt sandflugt. Hvilket ikke i sig selv er dommedag, men det kræver en ekstra omgang arbejde at rydde fladen endnu en gang for at identificere anlæggene på stedet. Det var lidt svært at skelne mellem de forskellige nuancer i jorden i starten, fordi jeg ikke har en god erfaring at bruge af. Men lige nu synes jeg faktisk, jeg har ret så god fod på det. Det kommer nok til at ændre sig, springe frem og tilbage mellem positivitet, ambisiøsitet, negativitet, polaritet, ekstremitet og hvad der dertil hører. Vekselstrøm. Vekselsikkerhed/usikkerhed. Intenst. Men det er det, en gravning bringer frem i en!

Indtil videre (altså i disse to dage, siden jeg ankom 4. marts) har jeg fundet mange stolpehuller, nogle agerrender, plovfurer, gruber og moderne nedgravninger, et rødt teglstensgulv, løbegrave, gruber fra 2. verdenskrig generelt og et ben fra et rådyr. 

Det skal dog lige nævnes i denne samenhæng, at rådyrbenet ikke er en oldsag, men er meget, meget moderne. Det var pludselig te-tid, vi skulle til at krybe op og ned af jordbjergene fra maskinen, da jeg i det samme så en mærkelig sten i bunken af jordnuancer. Den skulle jeg jo lige se lidt nærmere på, tænk hvis det var noget særligt (ja, det er en arbejdsskade, for en arkæolog er sten jo spændende, hvilket gør, at man ofte ser vores slags nedbøjet, blikket mod jorden og hænderne fulde af mulige artefakter!). Jeg fik så fat i stenen, der viste sig at sidde fast i bjerget af jord. Så jeg trak til og ikke så snart viste det sig faktisk at være et pelsrigt, blodigt, helt forben af en hjort (givetvis et rådyr). Ja, det stod jeg så med i hånden (der er billeder) og tænkte ikke så meget andet end, "nå, det var ikke en sten". Derefter blev jeg dog ellevild, for jeg har et tilvalg på uni, der handler om dyreknogler, og jeg havde lige fundet et forben! Det var jo lidt skægt i sig selv. Resten af dagen gik med (for en af mine kolleger vel at mærke) at fundere over og tale om, hvor resten af kroppen mon var?! Min kollega er et skovvæsen, et dyremenneske og naturperson og har et bredt kendskab til altings væren, og det blev faktisk fortalt, at en hjort sagtens kan rive sit eget ben af og leve videre uden. På tre ben. Uden at dø. Medmindre der går infektion i lortet selvfølgeligt. Sindssygt. Fantastisk. Hvis den brækker benet, er det bedre for hjorten, at benet kommer af, end at det hænger og dingler på siden. Logisk. Sejt. Så selve hjorten løber måske rundt et sted i skoven lige nu, mens jeg beholder dens forben. På den måde kan jeg øve mig i tilvalgsfaget og navngive knoglerne og desvidere. Pænt sejt!

Men jeg tror, det er alt for nu. Jeg vil læse lidt lektier til ZooArk (mit tilvalgsfag).

Jeg skriver snart igen, bare rolig.

Ida, roger over and out

*der tages ikke forbehold for stavefejl eller udsolgte varer