Mandag morgen, meget tidligt (for en selvstuderende i hvert fald), op og ud af sengen, på med arbejdstøjet, ud af døren, fang toget og turen er begyndt for længe siden. Det føles ikke som om, der gik 20 min inden, jeg tog af sted, men under alle omstændigheder føles det nu som om, jeg er i Varde. Sidder på mit tildelte værelse på administrationsafdelingen af Varde Museum. To senge, et bord, en kommode, et køkken, bad og toilet. Og nå ja, jeg bor på museet! Det er nat på museet om igen, det her. Hyggeligt, men surrealistisk. Jeg er jo langt fra den første (eller sidste), der slår rod i disse gemakker, men det føles sådan. Det føles enestående og specielt. Det er nu meget godt. Men som opsummeret ovenstående, kom jeg med toget til Varde, blev hentet af en af inspektørerne (ja, den er god nok), fragtet til min ydmyg bolig og fik derefter underskrevet en fantastisk kontrakt, hilst på nogle folk på kontorerne (der er nogen, der skal gøres indtryk på!) og så var det ellers ret hurtigt ud på selve udgravningsområdet. Jeg nævner det ikke ved navn. Af principielle årsager, såvel som jeg ikke navngiver kolleger og/eller samtaleemner, indkøbsmuligheder og godtfolket på gaden. Det er nok at vide, at jeg befinder mig i Varde, på museet, er blevet hyret som arkæolog/udgraver på et projekt planlagt til to måneder. Sikre kilder fortæller mig, der er gode chancer for forlængelse af ansættelsen. Men det kan jeg jo vente på i en måneds tid. Der kommer nok en mere sikker information om det senere. Men altså, jeg er endelig blevet ansat og skal i gang med at optjene mange ugers graveerfaring. Det er jo det vigtigste man kan lære på uddannelsen: "Uden graveerfaring, bliver du svær at afsætte!". Så både af stor lyst og af en vis nødvendighed søgte jeg til Varde. Jeg har været på seminarudgravning heroppe. Derfor tænkte jeg, at her kunne jeg da søge hen, når jeg nu havde kendskab til museets processer og personer. Det var godt nok så hyggeligt på seminarudgravningen. Det viste sig så også at en til to omgange af ansøgninger skaffede mig en ansættelse. Og jeg elsker det allerede. Jeg kender mange arkæologer heroppe eller nogen, der kun er tilknyttet. Ingen siger noget dårligt om Varde Museum. Det kunne ikke være bedre end det!
Men videre til noget mere centralt: Arbejdet i sig selv! I to dage (indtil videre) har jeg haft en grå hjelm på, gået ved gravemaskinen og renset jordfladen efter at maskinens mega skovl har flænset mulden op i form af iskugler og kastet det op på de lange række af jordbjerge. Så kommer jeg og fjerner lidt strøelse hid og did på fladen for at jævne den. Desuden skal jeg selvklart identificere alle de anlæg, gravemaskinen afslører, ridse dem op med skovlen og stikke en flad pind i det til fremtidigt arbejde. Det laver jeg lige nu. Lyder måske lavpraktisk, men det er ret essentielt, det bliver gjort, når jorden er frisk, dvs. ret kort tid efter maskinen har fjernet mulden. Især her i Vestjylland, for når jorden tørrer lidt efter lidt krakelerer den og danner hurtigt sandflugt. Hvilket ikke i sig selv er dommedag, men det kræver en ekstra omgang arbejde at rydde fladen endnu en gang for at identificere anlæggene på stedet. Det var lidt svært at skelne mellem de forskellige nuancer i jorden i starten, fordi jeg ikke har en god erfaring at bruge af. Men lige nu synes jeg faktisk, jeg har ret så god fod på det. Det kommer nok til at ændre sig, springe frem og tilbage mellem positivitet, ambisiøsitet, negativitet, polaritet, ekstremitet og hvad der dertil hører. Vekselstrøm. Vekselsikkerhed/usikkerhed. Intenst. Men det er det, en gravning bringer frem i en!
Indtil videre (altså i disse to dage, siden jeg ankom 4. marts) har jeg fundet mange stolpehuller, nogle agerrender, plovfurer, gruber og moderne nedgravninger, et rødt teglstensgulv, løbegrave, gruber fra 2. verdenskrig generelt og et ben fra et rådyr.
Det skal dog lige nævnes i denne samenhæng, at rådyrbenet ikke er en oldsag, men er meget, meget moderne. Det var pludselig te-tid, vi skulle til at krybe op og ned af jordbjergene fra maskinen, da jeg i det samme så en mærkelig sten i bunken af jordnuancer. Den skulle jeg jo lige se lidt nærmere på, tænk hvis det var noget særligt (ja, det er en arbejdsskade, for en arkæolog er sten jo spændende, hvilket gør, at man ofte ser vores slags nedbøjet, blikket mod jorden og hænderne fulde af mulige artefakter!). Jeg fik så fat i stenen, der viste sig at sidde fast i bjerget af jord. Så jeg trak til og ikke så snart viste det sig faktisk at være et pelsrigt, blodigt, helt forben af en hjort (givetvis et rådyr). Ja, det stod jeg så med i hånden (der er billeder) og tænkte ikke så meget andet end, "nå, det var ikke en sten". Derefter blev jeg dog ellevild, for jeg har et tilvalg på uni, der handler om dyreknogler, og jeg havde lige fundet et forben! Det var jo lidt skægt i sig selv. Resten af dagen gik med (for en af mine kolleger vel at mærke) at fundere over og tale om, hvor resten af kroppen mon var?! Min kollega er et skovvæsen, et dyremenneske og naturperson og har et bredt kendskab til altings væren, og det blev faktisk fortalt, at en hjort sagtens kan rive sit eget ben af og leve videre uden. På tre ben. Uden at dø. Medmindre der går infektion i lortet selvfølgeligt. Sindssygt. Fantastisk. Hvis den brækker benet, er det bedre for hjorten, at benet kommer af, end at det hænger og dingler på siden. Logisk. Sejt. Så selve hjorten løber måske rundt et sted i skoven lige nu, mens jeg beholder dens forben. På den måde kan jeg øve mig i tilvalgsfaget og navngive knoglerne og desvidere. Pænt sejt!
Men jeg tror, det er alt for nu. Jeg vil læse lidt lektier til ZooArk (mit tilvalgsfag).
Jeg skriver snart igen, bare rolig.
Ida, roger over and out
*der tages ikke forbehold for stavefejl eller udsolgte varer
Ingen kommentarer:
Send en kommentar