Aften. Efter aftensmad. Som jeg lige har spist (som i nok kan regne ud). Mandag aften og der har tidligere været en lørdag og en søndag aften. Hvor jeg ikke har givet lyd fra mig. Af flere årsager har jeg valgt ikke at nedskrive noget om min egen krønike i weekenden. Mestendels fordi, jeg ikke føler, jeg har bedrevet noget i de to dage, der umiddelbart kan fylde sådan et blogindlæg ud med noget interessant. Derfor! Mine venner! Nu her, mandag aften skal jeg, så farverigt som det overhoved er mig muligt, gengive i maleriske strøg, hvilke forunderlige og fantastiske ting, jeg har været ude for (eller har udsat mig selv for) i de to dage, der er gået siden, jeg sidst skrev. Kom og læs! Kom hid fra alle verdens hjørner, thi de ord, der flyder fra min pen (elektronisk udstyr i vores moderne tider, dog) i disse øjeblikke er ikke blot for egen personlig fornøjelse, men for alle folk, der ønsker at tage ved lære af andres ulykke! Frygt ej! Der er intet sket mig, dog det er endda det selv samme, der er pointen i denne fortælling. For at sige det rent ud, har jeg ikke bedrevet noget sindsoprivende. På nogen måde. Under nogen omstændigheder. Derimod startede min lørdag med, at alarmen her i huset gik! Shit'ake'svampe det er en øresønderrivende larm, den udgyder, når den først er gået. Forestil jer en gammeldags skoleklokke, der ringer ud i skolegården eller ind til timerne; tænk på den lyd. Husk den. Byg så denne tanke op med ekstra krymmel! Læg ti omgange af ekstra volume ovenpå Jeres egen idé om den gamle klokke, og forestil Jer så, I står med øret presset ind mod den spherisk-formede metalliske djævel, når den vibrerer med sin ondskab. Ja. Jeg tror, I er med. I hvert fald lidt af vejen. Mange tak. Det er alarmen her i huset. Og af hvilken årsag er den så begyndt at alarmere, kunne man så undres over. Dertil har jeg intet svar. Kun netop denne forundring. Og med death metal i ørerne formåede jeg dog at ringe til folk på museet og spørge, hvad der kunne være lods, og hvad jeg så, som privatperson uden kode til alarmen kunne gøre. Svaret var fantastisk! Ingenting, den bliver nok snart slukket. Ikke så lidt efter disse ord var ytret, befandt jeg mig udenfor, nedenfor hoveddørens trappeopgang, triptrappende af kulde, med røret mod øret, i et forsøg på at føre en samtale med (lad os kalde ham El-manden) El-manden, for at få styr på, hvad jeg skulle gøre. Heldigvis for mig, gik der ikke lang tid førend det ringende ragnarok forstummede og jeg kunne gå ind til min kaffe. Lunken. Fair nok. Stadig drikkelig. Nam! Og det var det mest oprivende den lørdag. Derfor har jeg nu brugt meget plads til at forklare den dag! Søndag kommer vi så til. Jo, kan i mon huske, det hæklede tlf-cover, jeg har talt om. Til en medstuderende. Det er blevet færdigt. Men jeg vil først vise jer billedet, når vedkommende selv har sagt god for den. Det er sgu ikke noget af mit bedste arbejde, men hey! Den er gratis og jeg så Dr. Who imens, så det kan være, mit fokus har været spredt ud i hele værelset. Hvem ved. Det kan han bedømme, når han ser det :)
Mandag! Og alarmen ringede (min vågn-op-alarm ikke husets tyverialarm, bare rolig). Og Ida stod op. Køligt værelse, men en smule dejlig sol udenfor. Indtil. Hun. Stod. Op. Og. Så. Sne. Udenfor.
Så det var sådan en morgen, mandag morgen. Der var slet ingen tvivl om, gravearbejdet i dag blev erstattet med
-arbejde. Et eller andet arbejde. Måske administrativt. Nok ikke for mig. Men arbejde på en stol formentligt. Og ganske rigtigt!! Jeg kom endelig til at stifte et rigtigt og fantastisk bekendtskab med MUD! (Museernes udgravningsdata for dem af jer, der ikke forstår fagforkortelse). Det er en database som alle i hele verden (læs: alle museer i DK) har adgang til og kan lægge data fra deres udgravninger ind i. På den måde, bliver de grundige stykker arbejder (mere eller mindre i hvert fald) gjort tilgængelige for alle fagfolk. Det kan bruges til sammenligninger og... Og meget andet vigtigt som jeg ikke vil belemre jer med nu ;) Pjat. Det er en rigtig god måde at dele informationer med andre museer på, gøre informationerne tilgængelige og mere ensrettede, således det faktisk er de samme arter data, man får trukket ud af en udgravning. Skønt! Det lavede jeg hele dagen i dag. Tastede tal og bogstaver ind i kategorier. Jeg tog dem fra et udprint af en beretning, kopierede dem med min skarpe hjerne og tastede fakta ind på databasen med mine dygtige sektretær-iske skrivekundskaber. Tilsammen gav det viden! Viden i databasen! Og hvor er jeg endt her til fyraftenstid? Jo, værsgo at se...
Som det er muligt at se på denne lille arbejdsseddel (skrevet af mig selv, bare rolig, ikke tvang fra udgravningsledere. Eller noget. Slet ikke), skal jeg i morgen (måske) skrive om anlæg 29, og det er en omfangsrig beskrivelse og så ellers indskrive nogle fotonumre på de forskellige anlægssider. Det kan i nok forstå ud fra denne lille lap.
Men ja, det var dagen i dag. Som skrevet, så foregår det registrerende arbejde lige ved siden af, hvor min seng står. I realiteten kunne jeg arbejde hjemmefra (hvilket jeg i teorien også gør, da jeg bor på museet og også arbejder der). Men det er nu meget hyggeligt. Og nyttigt. Jeg lærer endelig at indskrive data ordenligt i MUD. Det har jeg ønsket længe!
Da dagen var omme, havde jeg slet ikke brugt noget af al den opsparede energi, jeg havde i mig, så derfor tog jeg på en dejlig løbetur og trænede smidighed og styrke bagefter. Herhjemme. På museet. Creeps! Men det var nu lækkert vejr. Selvom det er som om, det er en tidsrejse bagud. Så er det nu smukt alligevel.
Det er billeder fra min løbetur (nej, jeg løb ikke mens jeg tog dem). Med dem vil jeg slutte af for i dag og smøre ganen med ingefærskaffe (mit eget mix, det er godt!) og vente på ordene, der flyder i morgen aften engang.
Tchöss!
*der tages stadigvæk ingen hensyn til rettelser af stavefejl og/eller misforståelser
Ingen kommentarer:
Send en kommentar